Marija' historie

Kræft og nervebetændelse.

Dagen efter min fødselsdag i 2012 fik jeg konstateret kræft i højre bryst.

56 år.

Så fik jeg medicin forgiftning.

Så fik jeg nervebetændelse. 

Jeg kom efter nogle måneder akut på hospitalet og var meget svag. Jeg kunne ikke stå på mine egne ben. Jeg blev opereret for mit anfald af kræft. Jeg fik fjernet hele mit højre bryst. Det der står for moderskab og parforhold.

 

Efter 6 uger på hospitalet (faktisk tre af slagsen) blev jeg udskrevet. Med rollator. Jeg kunne ikke gå selv. Jeg kunne ikke gå på trapper, gå ture. Jeg kunne ikke selv massere mit bryst og operationsarret. Jeg kunne på grund af nervebetændelsen ikke holde på en kuglepen. Jeg kunne ikke sms´e. Kunne skrive på min pc i højst en halv time. Jeg kunne holde telefonen i flad hånd mens jeg holdt den ind mod øret i højst 5 minutter. Lave mad kunne jeg ikke. Spise selv kunne jeg med besvær, men jeg tabte ofte kniv og gaffel. Jeg kunne ikke gå i bad. Hvad kunne jeg egentlig? Det var meget lidt.

 

Min datter boede hos sin lærerinde under indlæggelserne. Min søn, der ellers læste, kom hjem og passede mig og lavede mad i en periode efter jeg blev udskrevet. Naboerne var søde og opmærksomme, hvert fald dem der vidste at jeg var blevet opereret. Jeg har haft det svært ved at sige højt, hvad jeg fejlede.

 

Jeg lå i perioden faktisk på tre forskellige hospitaler, fordi eet hospital kan én ting, et andet noget andet og det tredje noget andet – jeg følte mig som en krop med forskellige dele. Ikke et helt menneske men en ”ting” hvor forskellige faggrupper, kunne se på enkeltdele nemlig det de var særligt uddannede i. Men ingen kendte til hvad de andre kunne og derfor gik væsentlig information tabt fornemmer jeg. Og jeg, jeg var bare reduceret til ”en ting”. Det er en af følgerne af strukturreformen inden for sygehus sektoren, tror jeg.

 

Jeg blev ufattelig godt behandlet på Ringsted sygehus. De var så kompetente og hjertevarme at hvis det ikke lige havde været fordi det var kræft der var årsagen til besøget, så kom jeg der gerne igen.

 

 Efter udskrivningen fra et af de andre sygehuse, stod hjemmeplejen pludselig i mit hjem. Det var overraskende og dejligt. Jeg havde fået at vide at jeg ville få hjælp, da jeg jo ikke kunne ret meget selv på grund af de tre diagnoser, som på én gang kom til mig. Jeg kom til genoptræning på det lokale genoptræningscenter. De var fremragende. Da det forløb var ovre efter et par måneder kunne jeg ikke få mere hjælp til genoptræning der. Jeg kunne stadig ikke skrive med kuglepen, men jeg kunne nu sidde ved min pc om måske skrive op til en times tid. Jeg gik stadig med rollator i stor del af tiden.

 

 Det gjorde jeg også den dag jeg talte med Inge Marie i telefonen. Hun ringede spontant til mig. Fortalte at hun ikke havde så meget tid, for hun var på vej ud af døren, men at der lige var noget jeg skulle høre, noget vi lige skulle arbejde med. Jeg tror det tog højst 10 minutter. Hun var meget travl. Ja ja sagde jeg. Mærkede efter, som man kan gøre når man er ” i hendes hænder”. Mærkede ikke så meget, dog gabte jeg gevaldigt højt og mange gange i løbet af de 10 minutter vi talte sammen. Jeg troede at kæben skulle gå af led, smilte lidt af min ”gabning” men satte det ikke på nogen forbindelse i forbindelse med det vi lavede over telefonen. Hu hej og vilde dyr ( sådan nærmest) var Inge Marie ude af røret igen, og sagde at vi måtte tale sammen igen i morgen. Så lagde vi på og jeg blev siddende ved spisebordet, hvor jeg var ved at lave noget. Efter en times tid rejste jeg mig og gik ind i den anden stue. Så stod jeg pludselig fuldstændig stille. Fuldstændig målløs. Jeg havde rejst mig uden rollator. Jeg gik uden støtte. Jeg blev helt forskrækket og tænkte, at det kunne jeg jo ikke. Gik hen til reolerne for at have noget at støtte mig op af – for jeg var sikker på at dette måtte være forkert.. Indbildning. Jamen det kunne ikke passe. Var sikker på, at lige om lidt så exede benene under mig og jeg faldt. Det her foregik om lørdagen.

 

 Tirsdag skulle jeg til genoptræning. En af de første gange jeg var hos hende, havde jeg set en af hendes patienter løbe efter hende på gangen ( ja det er et offentligt sted, men meget rart og fritJ ) Da jeg så det sagde jeg til hende: ”bare det var mig” og hun replicerede: det kommer til dig en dag. Det bliver også din tur. ” Jeg stod foran hende sådan en 5-7 meter væk den tirsdag efter Inge Marie havde ringet til mig. Jeg så på fysioterapeuten og sagde: nu er det min tur – og jeg ”løb” hen imod hende. Løb og løb er måske så meget sagt, men det jeg gjorde var meget overraskende for hende. Så stoppede jeg foran min måbende fys ( og de andre i lokalet) og sagde: se jeg kan også hoppe. Og jeg  lettede forsigtigt et lille stykke over gulvet. Havde det været muligt at tabe både næse og mund, så havde hun gjort det. Vi gik som sædvanligt ind i behandlingsrummet. Jeg fik enebehandling fordi jeg var så svag. Jeg lagde mig på briksen og hun spurgte: hvad er der sket? Jeg svarede : ”det der, du ved, du ikke tror på. Inge Marie og jeg har arbejdet her for nogle dage siden.” Så gik hun i gang som sædvanlig. Med at massere, at udstrække arm og operations området. Uden at jeg på nogen måde havde tænkt, om det vi (IM og mig) havde lavet kunne have virkning på andet end mine fødder og ben, så viste det sig at fysioterapeuten nu kunne bevæge min arm i fuld udstrækning. Hun var målløs og sagde, at det var lige godt mærkeligt. Så svingede jeg benene ud over kanten for at sætte fødderne ned og gå hen til de andre øvelser, vi skulle lave ved ribben. Hun så nu forbløffet på mine fødder og svangen. Den var nemlig faldet sammen under min sygdom, og jeg havde også været til fodterapeut og fået special indlæg. Svangen havde rejst sig op! Det havde jeg ikke selv bemærket. Og nu måtte hun altså lige spørge ind til, hvad det var, Inge Marie havde lavet. Jeg forklarede det så godt som muligt og så enkelt som det var. Og sagde at hun gerne måtte skrive det i min journal.

 

Torsdag skulle jeg til genoptræning for første gang med mine hænder og fingre. Jeg var blevet visiteret dertil uger forinden, men på grund af sygdom hos personalet var behandlingerne ikke kommet i gang. Da jeg blev visiteret blev jeg ”trykprøvet”. Det vil sige at man målte mine kræfter i hænderne. Med den højre skulle jeg kunne trykke 26 kg, jeg kunne kun trykke 14. Med den venstre hånd skulle jeg kunne trykke 24 kg og jeg kunne trykke 12 kg. Da jeg kom gående ind til ergoterapeuten nu uden rollator, fortalte jeg hende hvad jeg havde oplevet med mine fødder. Hun spurgte om vi skulle prøve at måle mine kræfter i fingre/hænder. Jah! endelig svarede jeg, for jeg følte, at der også der var sket stort fremskridt. Bortset fra fortsat snurren i fingrene, syntes jeg at jeg havde det helt godt. Målingerne vi tog viste at jeg nu kunne trykke 27 kg med højre og 24 med venstre hånd.

 

 Med hensyn til kræften – mit anfald af kræft, så er jeg så rask og velfungerende at det er en fornøjelse. Tvivlen om, hvorvidt og i hvilket omfang det arbejde jeg har lavet sammen med Inge Marie nu også virker, kommer af og til i bølger ind over mig. Men så tænker mit lille fortvivlede jeg blot på de mirakuløse og helt helt målbare resultater healings arbejdet har givet mig på de andre områder. Og så tror jeg – så VED jeg igen. Jeg ved, at det virker. Jeg tør tro på det. Jeg SER det. Jeg foretrækker at kalde det et anfald af kræft. Ligesom vi kan have et anfald af hoste. For det kan gå over. Det går over, når blot vi finder ud af, hvad der skal til.

 

 Tak Inge Marie. Jeg håber at mange vil finde vej til dig. Blive lettede. Blive raske. Og måske komme på dine kurser og selv få åbnet op for denne smukke kraft, som vi alle har i os. Indsigtsfuldt se, at vi er en del af noget der er større end os selv, og at vi har adgang til livets kilde. Her og nu

 

 Da jeg er selvstændig erhvervsdrivende, har jeg ikke lyst til lige i skrivende øjeblik at skrive mit navn på hjemmesiden. Men hvis der er nogen, der gerne vil tale med mig, kan i skrive til Inge Marie og spørge, om i må få mit navn og telefonnummer. Eller jeg måske kan ringe til dig/jer.

 

 Der er gået lige præcis eet år fra jeg fik konstateret kræften. Min personlige rejse har været fantastisk på alle måder. Jeg er så taknemmelig. Over livet som jeg har fået igen. Over at være til, over bare at være mig.

 

februar 2013 Marija