Artikel-Simba er husets herre

Simba er husets herre

Asp: Øjvind Nielsen holder af katte og tager da også gerne gode madrester med til foderstoffens katte når han fodrer dem.
Og Øjvind og Anna Nielsens egen kat, Simba, mærker også deres kærlighed til katte.
Den får foruden et godt pillefoder fra dyrlægen til katte med nyresten også retter som mørbrad, fiskefiletterog engang imellem en god kotelet.
"Han er husets herre, og han styrer tingene med en fast, men kærlig pote" siger parret om den 8 kilo tunge, kastererede hankat, der ved sin størrelse og gule farve giver kraftige associationer til tegneseriekatten Garfield.

Kat hos healer
Simba er stort set lige så kendt i gadebilledet i Asp som Øjvind Nielsen er.
Og mon ikke også, at der er mange i Asp og omegn, som kender beretningen om dengang, Simba forstuvede halen og blev helbredt hos en healer?
Anna Nielsen var på besøg hos en clairvoyant, som uden at kende noget til Simba og den syge hale pludselig spurgte til den og sagde, at hun kunne kurere den.
Øjvind nægtede at køre for Anna, som ikke selv har kørekort, for han ville ikke være til grin i hele Asp og han syntes, at det var fjollet at bruge 500 kroner på ingen verdens ting.

Lige til skjult kamera
En nabo ville dog gerne have oplevelsen med og kørte derfor Anna og Simba til den clairvoyante healer som med en halv times håndspålæggelse kurerede den forstuvede hale.
"Du skulle have set Øjvinds hoved, da vi kom hjem og Simba slog halen op, som den ikke havde gjort i 14 dage. Det var lige til skjult kamera" siger Anna Nielsen.